Knoglestærke malerier

Om Karen Mølgaards billedverden

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Én ting binder hele Karen Mølgaards kunstneriske produktion sammen: mødet mellem solide og faste elementer: klippe, jord, bygninger, m.m. og flydende ikke-materielle elementer: lys og vand. Hvad enten det drejer sig om landskabsmalerier, eventyrbilleder eller opstillinger, og uanset om der er tale om figuration, abstraktion eller semiabstraktion, er det denne grundlæggende modsætning, der karakteriserer Karen Mølgaard som kunstner.

Man kunne kalde billederne for det urgamle symbolske møde mellem orden og kaos, mellem liv og død. Så dramatisk behøver man nu ikke gå til værks. Karen Mølgaard er ikke en romantisk natursværmer. Som født vestjyde er hun vokset op med en barsk og karsk natur, der ikke ligefrem lægger op til sværmerier. Snarere er det, som om naturen med det brølende Vesterhav og det uforudsigelig vejr har givet hende en respekt for de kræfter, der selv i vores højteknologiske tidsalder kan udslette menneskeliv. Og givet hende den direkte anledning til at skabe billeder, der er knoglestærke og helt og aldeles usentimentale.

Se bare på malerierne med Hirtshals Fyr som motiv. Her ser vi grundkampen for fuld damp. Den høje hvide menneskeskabte søjle, det oppiskede eller vindstille hav og det konstant skiftende lys, der bader tårnet i et væld af forskellige farver. Det er denne dynamiske kamp, der går igen i alle Karen Mølgaards kompositioner. Man kunne imidlertid med lige så god ret kalde det for et samspil og en dialog, for de to kræfter synes konstant at forudsætte hinanden. Man ser det i landskabsbillederne, hvor skovens træer nærmest synes at smelte sammen med lysstrålerne. Man ser det i skildringerne af vand, hvor dette flydende element næsten antager en stoflig klippelignende karakter. Man ser det i figurbillederne, hvor menneskekroppen balancerer mellem at være fast stof: knogler, muskler og sener, og flydende i form brusende floder af blod, lymfe og andre væsker. Og man ser det i opstillingerne, hvor forgrund og baggrund, materie og luft og lys glider umærkeligt sammen til én kompositorisk helhed. Mest direkte ses denne grundlæggende billedopbygning i Karen Mølgaards skitser, hvor vi får et indblik i hendes arbejdsproces. I disse abstrakte værker lægges hendes kunstneriske kendetegn helt nøgent og ufiltreret frem. Det er sådan, jeg er, synes de at sige.

Jeg startede med ikke at kalde Karen Mølgaard for en romantisk natursværmer. Det er hun heller ikke, hvis man med dette tænker på guldalderens følsomme kunstnersjæle, der for det meste malede følsomme nordsjællandske landskaber. Og dog. Bag de kraftfulde malerier af knejsende fyrtårne, stormende vejr, vand i bevægelse, piskende regn og etbenede tinsoldater gemmer sig en kunstner med en hel masse på hjertet: voldsomme følelser, sprudlende fantasi og en dyb respekt for og indlevelse i det landskab og den natur, vi mennesker stadig er uløseligt forbundne med.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen